Du har sikkert hørt om yoga, og er lidt interesseret i at lære mere om denne skønne træningsform. For nogle er det også en livsstil. Når man dyrker yoga fokuserer man på styrke, fleksibilitet og åndedræt, for at øge ens fysiske og mentale velbefindende. Hovedsageligt består yoga af stillinger, i en serie af bevægelser.
Yoga stammer fra Indien, og kan spores ca. 5.000 år tilbage i tiden. Ordet yoga betyder ”at forene”, og stammer fra det klassiske indiske sprog sanskrit. På sanskrit hedder ordet ”yug” og henviser til den forbindelse der opstår mellem krop og sjæl, når man dyrker yoga.
Yoga kom til Vesten indenfor de seneste årtier, og er blevet taget rigtig godt i mod.
Hvem kan dyrke yoga?
Alle mennesker kan dyrke yoga, uanset alder, køn, smidighed eller ej. Når man dyrker yoga, er det vigtigt at du lytter efter din krops signaler, og ikke presser din krop unødigt i en stilling.
Du skal ikke bruge det helt store udstyr for at komme i gang. Hvis du anskaffer dig en yogamåtte og noget løst træningstøj, så er du godt på vej. Yogamåtten beskytter din knæ og krop mod gulvet. Alt efter hvilken yoga træningsform du vælger, kan du også bruge blokke, bælter, puder og tæpper.
Hvad er fordelene ved yoga?
Der er et utal af fordele ved yoga, og hvad du får ud af yoga, varierer selvfølgelig også fra person til person. Der er forsket en del indenfor effekterne af at dyrke regelmæssig yoga. En stor fordel er, at det er godt for hjertet. Blodomløbet bliver øget og blodtrykket sænket, og dette nedsætter risikoen for blodpropper.
Her vil jeg prøve at nævne, nogle af de mange fordele:
- Smidighed og styrke
- Virker godt mod stress
- Bedre søvn
- Være mere tilstede i nuet
- Bedre koncentration
- Kan forebygge depression og angst
- Bedre fordøjelse
Hvor kan man dyrke yoga?
Heldigvis findes der mange forskellige skoler og hold, hvor du kan gå til yoga. Hvis tiden er knap, kan man også finde mange gode yoga videoer på nettet. Men hvis det er første gang du skal prøve yoga, vil jeg anbefale at du undersøger markedet og finder en god underviser / hold. Et sted hvor du kan få vejledning i, hvordan øvelserne udføres rigtigt, og hvor der tages udgangspunkt i dine unikke muligheder og eventuelle begrænsninger.
Forskellige former for yoga
Der findes mange forskellige former for yoga – lige fra den fysisk krævende yoga, til den mere blide og spirituelle yoga. Du kan prøve nogle forskellige yoga former, og finde lige præcis den form, som passer til dig og dit temperament.
- Klassisk yoga – God holdning og fokus på rigtig vejrtrækningsteknik
- Bikram – Hot yoga som udføres i ca. 40 graders varme
- Ashtanga – Fysisk krævende. Forener bevægelse, vejrtrækning og meditation
- Hatha – Forener egenskaberne ved vejrtrækning og fysiske øvelser
- Vinyasa flow – Dynamiske serier med stillinger som kobles sammen med vejrtrækning
- Kundalini – Spirituel form, hvor meditation og vejrtrækning er centrale
- Yin – rolig yoga, hvor man fordyber sig mentalt og fysisk.
Jeg håber dette har givet dig noget inspiration, så du får lyst til at give dig i kast med yoga.
Namaste – Det guddommelige i mig, ærer det guddommelige i dig.